Vi befinder os i ukendt farvand
– og der er særinteresser på spil
DATO: 20.02.2025
PTO deltog onsdag den 19. februar sammen med flere andre aktører inden for tandlægebranchen i et dialogmøde med Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Anledningen var de mange spørgsmål, som den lovpligtige forsikringsordning for patienterstatninger rejser.
Det er gået stærkt med lovændringen om forsikringspligt, og vi er alle i ukendt farvand. Patienterstatningen – og for den sags skyld PTO – har ingen erfaring med, hvordan sådan en ny lov vil påvirke omfanget af skader.
Vi må derfor indstille os på, at vi først bliver klogere, når vi har arbejdet under forsikringskravet i nogen tid, og der foreligger mere databaseret viden.
Særinteresser på spil
På mødet onsdag var der en god dialog, og det er tydeligt, at flere aktører havde behov for at markere sig i forhold til særinteresser. Primært to forhold var op at vende – forsikringsbetingelser og gebyr på regningen.
Fra ukendt side er der noget overraskende rejst tvivl om, hvorvidt man kunne komme til at begrænse forsikringstagere i deres faglige virke gennem forsikringsbetingelserne – læs: PTO’s forsikringstilbud med Købstædernes Forsikring.
Lovgivningen skal ene og alene sikre, at patienterne kan få deres erstatning, hvis Patienterstatningen tilkender dem en erstatning.
Det lever den forsikring, som PTO anbefaler alle klinikejere at tegne gennem Købstædernes Forsikring, 100 pct. op til. Produktet er fremstillet med præcis det mål for øje at overholde alle regler og at kunne efterleve alle retningslinjer. Det er i fuld compliance med lovgivningen.
Dit faglige virke er ene og alene reguleret i autorisationslovgivningens § 17 – ikke af en forsikringspligt.
Endnu en ulighed i tandsundhed
Det andet centrale tema for mødet var som nævnt muligheden for at lægge et ”gebyr” på regningen for omkostningen for forsikringspligten.
Her er det fortsat PTO’s holdning, at det er mest fair, hvis alle patienter betaler for deres forsikringsdækning, og at gebyret ikke kun er baseret på de frie ydelser. Hvis det var tilfældet, ville det være endnu en ulighed i dansk tandsundhed – for så bliver det de syge, som betaler for de ”raskes” forsikringsdækning.
Det budskab fik vi klart markeret over for ministeriets repræsentanter. Her er PTO desuden helt på linje med bl.a. Dansk Tandsundhed, der repræsenterer kædeklinkkerne i Danmark.
Desværre er der ikke enighed i hele branchen om, at alle patienter i praksis skal være med til at betale for den lovpligtige forsikring. Det styrker ikke vores sag og vores fag. Det siger sig selv, at vi havde stået meget stærkere, hvis branchen havde stået sammen om at få gennemført en klinikejervenlig model.
Mangler endegyldigt svar
Løsningen på gebyret får vi ikke et endegyldigt svar på inden for en overskuelig fremtid, for det hører under ”særloven”, som ligger i et andet resort. Men der er en åben dialog.
Indtil vi er nået i mål, er det sundhedsministeriets opfattelse, at du må vente med at pålægge gebyret på alt – og kun dække udgifterne ind via de frie ydelser.
Det er bestemt ikke en model, som PTO billiger, men det gør desværre andre i branchen.
Summa summarum. Vi befinder os i en overgangsfase med hensyn til, hvad der kan skrives på regningen.
PTO står klar til at rådgive dig om forsikringspligten, og HUSK – du skal have tegnet forsikringen inden den 1. april 2025.