Opsigelse i
Prøveperioden
Prøveperioden er en aftalt periode på typisk tre måneder i starten af ansættelsesforholdet, hvor både medarbejder og arbejdsgiver kan se hinanden an og vurdere, om samarbejdet fungerer. I denne periode kan ansættelsen bringes til ophør med et forkortet opsigelsesvarsel fra både medarbejderens og arbejdsgiverens side. Prøveperioden gælder kun, hvis det er aftalt i ansættelseskontrakten.
Ved opsigelse af en medarbejder i prøveperioden er det vigtigt at være opmærksom på, at opsigelsesvarslet skal kunne indeholdes i prøveperioden. Hvis varslet ikke kan nå at løbe ud inden prøveperiodens udløb, kan opsigelse med prøveperiodevarsel ikke anvendes.
Tandlæger
Det er muligt at opsige tandlægen med et varsel på 14 dage. Hvis tandlægen ønsker at opsige sin stilling, kan tandlægen gøre det med én dags varsel, medmindre andet er aftalt i ansættelseskontrakten.
Tandplejere
Det er muligt at opsige tandplejeren med et varsel på 14 dage. Hvis tandplejeren ønsker at opsige sin stilling, kan tandplejeren gøre det med én dags varsel.
Klinikassistenter
Det er muligt at opsige klinikassistenten med et varsel på 14 dage. Hvis klinikassistenten ønsker at opsige sin stilling, kan klinikassistenten gøre det uden varsel. Det er også muligt, at aftalte et gensidigt opsigelsesvarsel på 14 dage med klinikassistenten.
Klinikassistentelever
De første tre måneder af praktiktiden betragtes som en gensidig prøvetid, hvor både arbejdsgiveren og eleven kan opsige aftalen uden angivelse af grund og uden varsel. Skoleophold medregnes ikke i prøvetiden. Hvis en elev på grund af sygdom er fraværende i mere end én måned af prøvetiden, forlænges prøvetiden svarende til fraværsperioden. Efter prøveperiodens udløb er uddannelsesaftalen som udgangspunkt uopsigelig.
OPSIGELSE GENERELT
Bliv klogere på reglerne og de varsler der gælder, når du vil opsige en af dine ansatte.